Det er kunstens skyld

Skærmbillede 2015-12-04 kl. 23.36.09

Et tilbageblik – Bologna, foråret 1976.

Den årlige skoleudflugt inkluderede et besøg på rådhuset, de to berømte tårne og naturligvis den store kirke i byen, for derefter tage til Marzabotto, hvor museet for de faldne i Anden Verdenskrig ligger.
Turens program lød ikke særligt spændende, især for os trettenårige piger, der var mere interesseret i drenge med Lewis og cigaret i munden end kunsthistoriens vingesus.
I domkirken var mørkt. Der var mange turister, som bevægede sig tavse og respektfulde omkring på det hellige sted.
Vores lærer forklarede os betydningen af nogle tegn indgraveret i marmor gulv af den store, mørke og en smule overvældende kirke. Den havde trods alt, gjort indtryk på mig, og historien som vores lærer fortalte, havde skabt noget magisk i det rum, der lugtede svagt af røgelse.

Stedet havde fanget mig. Jeg følte mig stille og roligt omfavnet af et usynligt slør. Mit blik begyndte at gå på opdagelse i kirkens arkitektur. Jeg kiggede på søjlerne, fra plinter til kapitæler, hvor de sluttede sig til loftet.
Idet mit blik vandrede hen over væggenes overflader, blev kirkens interiør mindre dunkelt. Jeg fik øje på enorme malerier, der forestillede helgener, engle og keruber. Træskæringer, dekorationer med bladguld, og altre med polykrome marmor intarsia åbenbarede sig.

Den slags dekorationer og figurer var i virkeligheden ikke noget nyt for mig. Allerede som barn, plejede jeg at gå alene på opdagelse i “min” kirke, i min hjemby. Kirken var kølig om sommeren og lun om vinteren. Jeg brugte lang tid i den, ofte bare ved at sidde på en af kirkebænkene med blikket rettet mod de høje vægge, for at kigge på kæmpe malerier med figurer, der havde ansigter fortrukket i smerte eller i ekstase.
Maleriernes motiver var en gåde for mig, jeg forstod ikke deres betydning, men jeg beundrede hver eneste lille detalje af kørtler, skygger og farver, der i nogle malerier var sprudlende og i andre mere dæmpede. Inden jeg forlod kirken, gik jeg altid hele vejen rundt. Jeg startede som regel ved indgangen og gik videre forbi hver eneste alter i sideskibet, så hurtigt forbi hovedalteret, hvor jeg altid skyndte mig for at degnen ikke skulle opdage, at jeg ikke ville knæle. Det andet sideskib havde små malerier hængende højt på væggen, det såkaldte Via Crucis*. Min tur sluttede ved acquasantiera*, hvor vandet altid var gammelt og en smule ildelugtende.

Den store kirke i Bologna mindede rigtig meget om min kirke.
Idet jeg skulle ud med resten af klassen, opdagede jeg et indhegnet område med en trævæg, der gik hele vejen op til loftet. Det var en væg, der spærrede et stillads af for besøgende. Men deroppe i toppen, på øverste etage, havde trævæggen en sprække, hvorigennem kunne man se lyset fra en lampe og et par piger, der sad med noget skarpt i hånden og som blidt ramte overfladen af nogle vægmalerier. Det var gamle freskomalerier med en vidunderlig dominerende rød farve.

Jeg var den sidste til at forlade kirken og mens jeg gik væk fra skyggerne af kirkeskibet, kunne jeg ikke lade være med at vende hovedet og kigge opad mod stilladset.
For mig var dette en åbenbaring. Jeg ønskede at være deroppe sidde tæt på malerierne, være i samme privilegerede stilling som de to piger. Jeg ønskede at blive en konservator.
Selv den søde dreng, der ventede på mig udenfor på pladsen foran kirken, efter denne oplevelse, havde mistet en hel del af sin charme. Stakkels Francesco (eller Marco, måske Luigi) hvordan kunne hans Lewis konkurrere med den transcendente vision!
Det er kunstens skyld, at jeg aldrig ringede til ham, og at jeg i dag, trods de mange, mange år der er gået, stadig er her og lader mig fortrylle af fine penselstrøg på de malerier, som passerer mit arbejdsstaffeli og hvorpå jeg, med uformindsket lidenskab, dedikerer mig til mit arbejde.

*Via Crucis: “Jesu smertensvej”. I italienske katolske kirker findes der typisk rækker af billeder, der skildrer fjorten poster på korsets vej
*Acquasantiera:
Vievandskar

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s